Bunkere
Der findes mange bunkere på stranden langs den jyske vestkyst, så næsten uanset hvor du holder ferie, kan du opleve dem.
Fanø:
På Fanøs nordspids ligger et velbevaret bunkeranlæg, som I kan gå ind og besøge. Det er dog vigtigt at være forsigtig, hvor I skal passe på høje og stejle trin og skarpe kanter. I finder også flere bunkere på Fanø, men størstedelen er lukkede.
Vejlby:
Størsteparten af bunkerne i Thyborøn er frit tilgængelige på stranden eller i klitterne, men en del er kraftigt tilsandede.
Alene mængden af bunkere samlet på et sted gør Thyborøn værd at besøge, og der er endvidere mange spøjse eksempler på camouflage.
En bunker (R621) er udformet som et lille varehus eller en fabrik, med læsserampe og falske vinduer, en anden ligner et parcelhus med A-tag og skorsten, og den store R636 ildlederbunker har været forklædt som en bondegård med tegltag, vinduer og formodentlig også en storkerede.
Lommelygte, gummistøvler, fornuftigt tøj og forsigtighed anbefales ved bunkerbesøg. Nogle af bunkerne er aflukket, bl.a. 636'eren, så selvom lokale ungersvende har vredet afdækningspladen op, så overvej en ekstra gang, om du vil gå derind. I øvrigt står der vand i bunden af de bunkere, der ligger på stranden.
