Museum Frello

I fantasiens landskab

Frello museet er rammen for en stor samling af værker fra den særprægede maler og illustrator Otto Frello. Otto Frello betragtes som en af Danmarks bedste illustratorer. Hans malerier inviterer beskueren til selv at bruge fantasien. Hans værker er ofte uhyre detaljerige og kan virke kaotiske ved første øjekast. På Museum Frello kan man se en samling af den finurlige præcisionsmalers mest kendte værker. Lige ved siden af museet finder man to helt særlige gavlmalerier, der er malet på forlæg fra Otto Frello. Her kan børn og voksne komme tæt på Frellos verden, der byder på masser af overraskelser.

Otto Frello blev i 1924 født i Outrup lidt uden for Varde. Efter sin skolegang stod det unge tegnetalent i lære som håndværksmaler, inden han bosatte sig i København. I hovedstaden modtog han tegne- og maleundervisning og beherskede efterhånden maleteknikken til fuldkommenhed med dagligdagens virkelighed og overnaturlig fantasi malet ind i samme motiver.

Frello museet rummer foruden Frellos værker også skiftende udstillinger af kunst og kulturhistorie fra egnen. Frellos billeder har fået flere til at udnævne ham som ”fantasy-kunstner”. I centrum af Varde by findes Otto Frellos Plads med to gavlmalerier med Otto Frello motiver. Kloakdæksler i Varde midtby er prydet med et Frello motiv.

Adresse
Kirkepladsen 1
6800 Varde
www.vardemuseerne.dk

Åbningstider
1/7–31/8: alle dage 10–17
1/9–30/6: tirsdag–søndag 10–16