Naturpark Vesterhavet

Det skønneste vestkystlandskab

Kun få steder i Danmark finder man så store sammenhængende naturområder som i Naturpark Vesterhavet, der ligger som et bælte langs vestkysten i op til ni kilometers bredde fra Blåvandshuk til Nymindegab. Naturpark Vesterhavet rummer et hav af fortællinger om natur og kulturhistorie. Om livet ved Vestkysten, om bunkeranlæg og tyske flygtninge, om krondyr, fugletræk, fascinerende tilsandende egekrat og den genskabte Filsø. Alt sammen levende fortalt på tre sprog via en brugervenlig og gratis app med over 500 unikke fortællinger, detaljerede kort, interessante vandre- og cykelruter samt flotte fotos.

På spidsen ved Danmarks vestligste punkt kan du i brændingen på den yderste spids stå med det ene ben i Vadehavets nationale verdensarv og det andet i Naturpark Vesterhavet. Med udsigt til Danmarks største havvindmølleparker ude på Horns Rev. Stedet var engang et af verdens farligste med hundreder af skibsforlis på samvittigheden og er fortsat en levende historie med konstant opskyllende drivtømmer.